Regeringen præsenterer ny pensionsreform

Regeringen præsenterer ny pensionsreform

Regeringen har i går fremlagt deres forslag til en pensionsreform.

Reformens indhold er, at personer der har været mindst 42 år på arbejdsmarkedet, skal kunne komme tidligere på pension.
Vi har som udgangspunkt ikke noget imod, at politikerne laver om på pensionsreglerne, og vi anerkender, at der kan være situationer, hvor det giver mening, at personer kan komme tidligere på pension.

Det vigtigste er, at den forringelse der sker af arbejdsudbuddet, indhentes et andet sted. Her forventer vi, at regeringen lever op til forståelsespapirets formuleringer om, at arbejdsudbuddet ikke må svækkes. Her vil vi gerne hjælpe regeringen med gode idéer.

Til gengæld er vi bekymret for, hvordan pensionsreformen finansieres. Fra 2022 væltes en stor regning på tre milliarder kroner over på dansk erhvervsliv, herunder særligt på den finansielle sektor, som skal finansiere hele reformen.

Elementerne er:

– Lagerbeskatning af selskabers ejendomsavancer (850 mio. kr.)
– Forhøjelse af den progressive sats for aktieindkomst og det skrå skatteloft for kapitalindkomst fra 42 til 45 pct. (indfases fra 2023 (650 mio. kr.)
– Loft over fradrag i selskabsskatten for høje lønninger på 10 mio. kr. (100 mio. kr.)
– Særlig selskabsskat for den finansielle sektor (1.500 mio. kr.)

Det er sjældent, at der findes stunder, hvor man ser frem til øgede skatter og afgifter, men der er vel grund til at fremhæve, at den igangværende coronakrise er med til at skabe enorme tab rundt om i dansk erhvervsliv. Hvis det selvsamme erhvervsliv også er det, som skal sætte gang i vækst og skabe nye jobs og nye værdier, så passer afgiftsdosering, som en boksehandske vil passe til at kurere et blåt øje.

De foreslåede skatteforhøjelser rammer iværksættere særlig hårdt. Danmark er i forvejen bagud på iværksættere sammenlignet med andre lande. Derfor er det en dårlig ide at forringe vilkårene for iværksættere ved at hæve aktie- og kapitalskatter. Det er skatter, der rammer investeringer og skubber dem til udlandet. Danmark har brug for flere investeringer og ikke færre.

Nye afgifter på erhvervslivet bør ikke vedtages, men hvis et flertal i Folketinget insisterer på at gennemføre disse skatter i planlagte tempo, må det være rimeligt, at man også forpligter sig på en erhvervspakke, som kan afbøde disse nye byrder. Vi medvirker meget gerne konstruktivt hertil.

For vi tror ikke på, at pensionsreformen bare forsvinder.

Derfor vil vi appellere og arbejde for tre ting:

– at det bliver en bred aftale som man kan stole på og
– som samtidig igangsætter et arbejde for at sikre det tabte arbejdsudbud.
– at finansieringselementerne ændres.

Her stiller vi gerne op med konstruktive forslag til mere vækst og beskæftigelse og til en erhvervspolitisk offensiv ovenpå corona.