Onshoring: Sverige tiltrækker kapitalfonde

Onshoring: Sverige tiltrækker kapitalfonde

Onshoring: Sverige tiltrækker kapitalfonde

Perception er reality, kunne man vel kalde Altor-partner Søren Johansens begrundelse for, at Altor har valgt at etablere en svensk struktur for selskabets nyeste fond, fond IV fra 2014. Altors første tre fonde er på klassisk vis domicileret i Jersey.

”Udlægningen af, hvorfor vi som kapitalfond har placeret os i Jersey, er en af de myter, der er sværest at slå ned. Vi har gjort os store anstrengelser for at forklare, at det handler om at sikre en transparens, så investorerne undgår dobbeltbeskatning. Og at det også vejer ind, at Jersey tilbyder et politisk stabilt miljø, som skaber ro om de regulatoriske rammer. Men vi må samtidigt konstatere, at det lave beskatningsmiljø i nogle lande, fx Panama har tiltrukket nogle grå- og sortzone-aktiviteter, som vi andre desværre er slået i hartkorn med. Og når der først dukker Panama leaks og lignende op, knækker filmen – og det ender i en retorik, det er umuligt at tale sig ud af”.

Alle argumenter ufortalt, valgte Altor derfor en ’onshore’-løsning, som betyder, at fund IV i 2014 blev etableret i Sverige.  En beslutning, som ikke vakte udelt begejstring i investorkredsen, fortæller Søren Johansen.

”Især oversøiske investorer har stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor det skulle være nødvendigt at bryde med den hidtidige praksis, så man nu skal forholde sig til et nyt lands regelsæt. Hertil var kun at sige, at der var tale om en samfundsmæssig betragtning – et ’license-to-operate’-perspektiv. Den struktur, vi nu har etableret i Sverige, stiller økonomisk set ikke fonden eller investorerne hverken bedre eller værre end den struktur, vi ellers har haft.”

Hvorfor har I så ikke gjort det tidligere?

”Fordi et område som Jersey har kunnet tilbyde et ekstremt stabilt politisk miljø og dermed et forudsigeligt, regulatorisk miljø. Vores investeringshorisont fra første investering til sidste exit strækker sig over måske 15-25 år, og vore investorer har behov for en relativt høj sandsynlighed for regulatorisk stabilitet, som vi kender det fra fx Jersey.’

Går det nu mod Norden for kapitalfondene?

”Jeg tror det – mod Sverige i hvert fald. Vi har noteret os en meget fornuftig dialog med de svenske finansmyndigheder. Og Altor er i øvrigt ikke den eneste kapitalfond, der orienterer sig mod Sverige”.

Hvad har Sverige haft ud af ’onshoring’?

”Vækstmuligheder i den finansielle sektor. Det flytter rådgiver- og administrationsopgaver til Sverige – fx har en af vore samarbejdspartnere netop etableret kontor i Stockholm. ”

Hvad med Danmark?

”Når Sverige kan tiltrække en fond på to mia. EUR som Altor IV, vil Danmark principielt også kunne gøre det. Men to væsentlige faktorer skal være til stede. Det er et spørgsmål om at kunne stille investorerne en stabil og forudsigelig skattelovgivning i udsigt – og om at kunne stille de rette rådgivningskompetencer til rådighed.  Generelt gælder det, at for økonomier, hvor der er konkurrence om at tiltrække økonomisk aktivitet, bør et land sørge for at kunne tiltrække og fastholde de rigtige vidensarbejdere,” fremhæver Søren Johansen.