Morten Høyer er ny direktør i DVCA

Morten Høyer er ny direktør i DVCA
Morten Høyer er ny direktør i DVCA

DVCA fortsætter med at opruste personalemæssigt. Efter ansættelsen af Henrik Sass Larsen som adm. direktør har DVCA ansat Morten Høyer, nuværende direktør for politik og kommunikation i Landbrug & Fødevarer, som direktør. Han vil sammen med administrerende direktør Henrik Sass Larsen udgøre ledelsen i DVCA.

”Med Morten Høyer har vi ansat en dygtig interessevaretager, der har mange års erfaring som embedsmand både på Christiansborg, i forskellige ministerier og fra organisationsverdenen. Jeg er sikker på, at Morten bliver et stort aktiv i vores ønske om at positionere DVCA stærkere i den politiske verden”, siger bestyrelsesformand Christian Frigast

Adm. direktør, Henrik Sass Larsen, ser frem til at få Morten Høyer ombord.

”Vi skal starte noget nyt op og bestyrelsen har store forventninger til DVCA i fremtiden. Derfor er vi glade for at have fået Morten Høyer med på holdet. Morten har et godt blik for politik og strategi og har leveret rigtig gode resultater for Landbrug og Fødevarer, og ved hvordan man drejer en organisation i den rigtige retning”, siger administrerende direktør Henrik Sass Larsen.

Morten Høyer er uddannet cand.scient.adm. fra Roskilde Universitetscenter. En karriere i det socialdemokratiske sekretariat på Christiansborg førte til, at Morten Høyer blev særlig rådgiver for Karen Hækkerup i den socialdemokratisk ledede regering, der tiltrådte efter valget i 2011.

I Landbrug & Fødevarer arbejdede Morten Høyer sig op gennem rækkerne på rekordtid. Og har de sidste tre år været medlem af direktionen i organisationen.

”Jeg har fået en enestående mulighed for at være med til at bygge en organisation op. Jeg kommer med erfaring fra en stor medlemsorganisation, og derfor ved jeg, at man hele tiden skal ramme balancen mellem medlemmerne og det politisk mulige”, siger Morten Høyer.

”Og så får jeg muligheden for at arbejde sammen med Henrik Sass Larsen igen. Jeg kender Henrik som en knivskarp politisk begavelse, der har en evne til at se og sætte et klart mål. Det bliver der brug for i det arbejde, vi skal i gang med, og det glæder jeg mig til”, siger Morten Høyer.

Morten Høyer tiltræder sin nye stilling ultimo januar 2020.

DVCA – fokus og fakta

DVCA (brancheforeningen for venture- og kapitalfonde samt business angels i Danmark) er en central aktør i indsatsen for at skabe gode og konkurrencedygtige rammevilkår for at starte, drive og investere i virksomheder i Danmark.

Foreningen har over 300 medlemmer, der repræsenterer hele ”økosystemet” af investorer, som vil udvikle Danmarks næste generation af succesrige virksomheder og ruste de etablerede til morgendagens konkurrence. Blandt medlemmerne er ikke blot direkte investorer, men også pensionskasser, familie- og social impact-fonde samt rådgivere.

Foreningen samarbejder med alle relevante aktører i samfundet som myndigheder, arbejdsgivere og fagbevægelse, regeringen og Folketinget, banker, enkeltvirksomheder, iværksættere og organisationer. Altid med en dagsorden om at skabe vækst og velstand, at sikre et attraktivt investeringsmiljø og at bidrage til fællesskabet. Foreningens formål er at styrke medlemmernes forretning, netværk, gennemslagskraft og kompetencer, så de bedst muligt kan udfylde deres værdiskabende rolle i samfundet.

DVCA er kendetegnet ved sit dybe samfundsengagement om at sikre gennemsigtighed, god selskabsledelse, etiske retningslinjer og åbenhed om investeringer. Medlemmerne lever op til de høje internationale ESG-standarder (Environment, Social & Governance).

DVCA’s medlemmer:

  • Beskæftiger ca. 100.000 medarbejdere
  • Har en samlet årlig omsætning på over 100 milliarder kroner

DVCA har sekretariat i Børsbygningen på Slotsholmen i det centrale København.

DVCA’s ledelse:

  • Bestyrelsesformand er Christian Frigast, bestyrelsesformand i kapitalfonden Axcel (blandt meget andet tillige bestyrelsesformand i EKF/Danmarks Eksportkredit og næstformand i Post Nord). Bestyrelsen i øvrigt: Klik her  
  • Adm. direktør (fra 1. januar 2020): er Henrik Sass Larsen tidl. medlem af Folketinget 2000-2019, erhvervs- og vækstminister 2013-15

Yderligere information:

Morten Høyer: +45 23 32 67 43

Christian Frigast: +45 26 32 64 00

www.dvca.dk