Henriettes Leder, 3/12 2018

Henriettes Leder, 3/12 2018

Med over 170 deltagere, 14 talere, en veloplagt moderator i Charlotte Beder, vært på TV2 News og en ligeså veloplagt dinner-speaker i Bjarne Corydon, chefredaktør på Dagbladet Børsen er vores topmøde nu veloverstået. Tusinde tak til alle jer, der bidrog til et par gode dage.

Ét af de emner, som vi havde på agendaen var ESG. Endda med uhyre god timing. Siden har erhvervslivets etik og moral været hot topic i den offentlige debat, og vi har haft en kronik i Berlingske, hvor vi på branchens vegne har taget afstand fra skattesnyd, herunder de kriminelle som har lænset den danske statskasse i udbyttesagen.

Skattelydebatten på afveje
Mediestormen har samtidig vist et behov for at holde tungen lige i munden. Vækstfonden og Tommy Ahlers blev eksempelvis hængt ud på forsiden af Berlingske, fordi de har investeret i en dansk startup sammen med to venturefonde beliggende i Luxembourg. Nok er Luxembourg ét af EU´s stifterlande, men i den brede offentlighed er det mere kendt som et skattelyland. Danske startups bør derfor takke nej til investeringer fra der, lød den politiske logik.

Faktum er imidlertid, at venturefonde beliggende i Luxembourg er underlagt præcis samme EU-regulering som danske venturefonde, og at der ikke er skattemæssige fordele ved at placere sig der fremfor her. Dét fremgår bl.a. af en ny videnartikel – ”Danske eller udenlandske kapitalfonde – kan skatten blive lavere end 0 pct.” – som Erik Banner-Voigt fra Bruun & Hjejle har lavet, og som du kan læse i dette nummer af DVCA´s nyhedsbrev.

Hvad der derudover havde fortjent en kommentar eller to var, at investorerne i de luxembourgske venturefonde bl.a. tæller en svensk statslig pensionsfond, den finske pendant til Vækstfonden og EU´s egen investeringsfond. Det er – trods gentagne forsøg – svært at se den logiske begrundelse for, at Vækstfonden og Tommy Ahlers ikke skulle kunne investere sammen med disse statslige instanser.

Udenlandske investeringer er nødvendige for danske startups
I denne uge offentliggør vi en ny rapport, som er udarbejdet af Copenhagen Economics i samarbejde med DVCA, SVCA, NVCA og FVCA. Den viser, at vi i Norden er rigtig gode til at løfte vores startups op til et vist niveau, men skal de også gøre sig globalt, kræver det typisk investeringer fra de store udenlandske venturefonde. Det nordiske marked rummer endnu ikke nok store venturefonde, hvilket er et vigtigt budskab til det politiske niveau, hvis de har ambitioner om at gøre Danmark til en iværksætternation.

At udenlandske fonde spiller en vigtig rolle for danske vækstvirksomheder, bekræftes af en ny opgørelse foretaget af DVCA. Den viser, at danske startups i 2018 har hentet mere end 2 mia. kr. i venturekapital, hvoraf udenlandske fonde har været involveret i 80% af investeringerne. Men hvad er det, der gør de udenlandske fonde interessante for danske startups? Er det kun kapitalen, eller har de også andre godter i posen?

Det spørgsmål har journalist Nikolaj Steensgaard søgt svar på i denne udgave af DVCA´s nyhedsbrev, hvor han har været i marken og spurgt tre iværksættervirksomheder – Good Monday, Templafy og Orphazyme – hvad de mener, at de udenlandske venturefonde kan bidrage med.

For hvis vi skal slutte, hvor vi startede, så er det måske ikke så afgørende, hvorfra pengene til danske virksomheder kommer, så længe vi har sikkerhed for, at deres investorer opfører sig etisk og ansvarligt.

God læselyst.

Venlig hilsen
Henriette Kinnunen