Christians leder

Christians leder

Nye kræfter til DVCA

Morten Høyer, kommende direktør i DVCA

DVCA’s nye grundfortælling er ved at tage form, og flere nye kræfter kommer til for at understøtte dens virkeliggørelse.

Således vil jeg benytte lejligheden til at byde velkommen til DVCA’s nye direktør, Morten Høyer, som sammen med bestyrelsen og administrerende direktør, Henrik Sass Larsen, vil udgøre ledelsen i DVCA.

Morten Høyer kommer fra en stilling som direktør for politik og kommunikation i Landbrug & Fødevarer. I de tre år han var medlem af direktionen, har han bl.a. været med til at udarbejde organisationens store omdømmekampagne sidste år, og målet om at dansk fødevareerhverv skal være klimaneutralt i 2050. Derudover er Morten tidligere særlig rådgiver for daværende minister Karen Hækkerup og har også siddet i det socialdemokratiske sekretariat.

Med den baggrund kender han både arbejdet for erhvervslivets rammevilkår, arbejdet blandt embedsmændene i ministerierne, og det politiske liv på Christiansborg.

Morten tiltræder stillingen ultimo januar 2020.

Finanslov 2020

Efter lange drøftelser mellem regeringen og dens støttepartier er finanslovsaftalen for 2020 endelig blevet indgået.

Erhvervslivet fylder ikke meget i den netop indgåede finanslov, og man kunne have håbet, at vækst og udvikling havde været mere fremtrædende i aftalen, der blev præsenteret mandag den 2. december. Negativt i vores øjne er det også, at regeringen hæver skatten for generationsskifte betragteligt. Familievirksomheder, der skifter hænder, bør basere sig på ønsket om videreudvikling og ikke på skattemæssige nødvendigheder.

I DVCA glæder vi os dog over, at man er gået væk fra planen om at svække aktiesparekontoen, og at det ser ud til, at den planlagte stigningstakt bevares. Forhåbentlig betyder det, at et stigende antal danskere vil engagere sig i aktieinvesteringer.

Vi glæder os også over oprettelsen af “Danmarks Grønne Fremtidsfond”. Finanslovsaftalen anviser en samlet kapacitet på 25 mia. kr. til investering i projekter med klimaeffekter og drivhusgasreduktioner samt løsninger rettet mod vandknaphed og fødevaremangel. Samtidig er det en forudsætning for fondens virke, at den opererer på markedsvilkår, så den både opererer med et grønt og samtidig kommercielt fokus.

Fonden etableres på skuldrene af eksisterende og velafprøvede ordninger. Af den samlede ramme på 25 mia. kr. styrkes Danmarks Eksportkredit med 14 mia. kr., Vækstfonden med 4 mia. kr., Danmarks Grønne Investeringsfond med 6 mia. kr. og Investeringsfonden for Udviklingslande med 1 mia. kr.

Det er dog væsentligt at den “Grønne Fremtidsfond” ikke står alene, men bliver et supplement til andre velfungerende ordninger. Derfor er det stadig vigtigt at få etableret Dansk Vækstkapital III, som er central for vores økosystem – og ikke mindst af stor vigtighed for venturefondene.

Regeringens klimapartnerskaber

Vi bevæger os mod “grønnere” tider, og i DVCA ønsker vi fortsat at bidrage til den grønne omstilling. Ved at skabe flere arbejdspladser og udvikle innovative, grønne virksomheder, er vi med til at drive klimadagsordenen og samtidig vise, at vores branche er en del af løsningen på denne store udfordring.

Det er derfor også positivt, at DVCA er blevet inviteret til at være medlem af regeringens finansielle klimapartnerskab, der har Torben Möger Pedersen, CEO i PensionDanmark, som formand.

Gennem klimapartnerskabet skal vi pege på brancherelevante løsninger, der reducerer udledning af drivhusgasser frem mod 2030, og medlemmer af DVCA vil derfor snart hører mere fra os i denne forbindelse.

DVCA’s Topmøde 2019

Topmødet løb af stablen d. 12. – 13. november. Det var igen i år en stor succes, og traditionen tro blev der uddelt priser for årets venturefond, årets kapitalfond samt den særlige DVCA-pris for ekstraordinært arbejde, der fremmer branchen.

Priserne i år gik til EQT Ventures for årets venturefond, Axcel for årets kapitalfond og DVCA’s særlige pris gik til business angel og ventureinvestor Gregers Kronborg.

Der skal lyde et stort tillykke til årets prismodtagere.

Næste nyhedsbrev vil forfattes af Henrik Sass Larsen, og vi ser frem til hans tiltrædelse i januar.

Tak til alle vores medlemmer for det gode samarbejde i årets løb.

Med disse ord, vil jeg gerne ønske alle en god jul og et godt nytår,

Venlig hilsen

Christian Frigast