Børsen: Socialdemokratiets udspil møder hård kritik: “Jeg er bekymret på Danmarks vegne”

Børsen: Socialdemokratiets udspil møder hård kritik: “Jeg er bekymret på Danmarks vegne”

Socialdemokratiets udspil om at annullere flere skattelettelser møder hård kritik hos brancheorganisation for venture- og kapitalfonde DVCA.

“Jeg er bekymret på Danmarks vegne,” siger direktør Henriette Kinnunen.

Med det såkaldte ulighedsudspil fra Socialdemokratiet foreslår partileder Mette Frederiksen, at fire forskellige skattelettelser skal annulleres, så skatten på store formueindkomster bliver hævet. Baggrunden for forslaget er ifølge Mette Frederiksen, at man vil bekæmpe ulighed ved at tage fra de rigeste. Men ifølge brancheorganisationens direktør har Mette Frederiksen og Socialdemokratiet ikke taget med i betragtningen, at forslagene vil blive et benspænd for danske startup-virksomheder. Og det kan i sidste ende skabe en udfordring for hele det danske samfund, påpeger Henriette Kinnunen.

“Jeg er bekymret for Danmark, og jeg er bekymret for de næste generationer, hvis vi forsømmer at skabe rammerne for det vækstlag, som skal generere fremtidens arbejdspladser,” siger direktøren.

“Selv en lottogevinst er billigere”

Henriette Kinnunen er bekymret for, at forslaget vil hæmme muligheden for at kunne lykkes som dansk iværksættervirksomhed, fordi man er dybt afhængig af risikovillig kapital.  Og med S-forslaget om at rulle skattelettelserne tilbage, vil drivkraften for at investorer “tør” smide penge i små danske virksomheder, ifølge Henriette Kinnunen, blive ødelagt.

“Socialdemokratiets forslag vil gøre det langt mindre attraktivt at investere i noget så risikofyldt, som det rent faktisk er at skyde penge i en startup,” siger Henriette Kinnunen.

“Med Socialdemokratiets forslag, kan vi på visse kapitalafkast nå op på en marginalbeskatning på 64 pct. Det vil sige, at udbyttet på en investering i en startup vil blive beskattet med 64 pct. Og til sammenligning er investering i ens bolig skattefri – selv en lottogevinst er billigere, for der betaler du heller ikke skat,” fortsætter hun.

Flere rykker ud af landet

Direktøren peger på, at man allerede nu ser, at halvdelen af alle danske start-ups allerede er ude af billedet igen efter fem år.

“Vi har allerede i dag en af verdens højeste kapitalafkastsbeskatninger, hvilket så vil blive konsolideret yderligere, med Socialdemokratiets forslag. Konsekvensen er, at man for alvor vil sætte turbo på den udvikling, som allerede er sat i gang. Nemlig at vores bedste startupvirksomheder – herunder flere unicorns – flytter ud af landet og tæt på deres udenlandske investorer, hvormed det ikke er iværksætterne eller deres investorer, der bliver ramt af den højere aktieavancebeskatning. Det er derimod Danmark, som går glip af de arbejdspladser, de ellers kunne have etableret i Danmark,” siger Henriette Kinnunen.

Og med S’ ulighedsforslag vil det forværre situationen, mener hun.

“Hvis man forøger aktieavancebeskatningen yderligere vil man for alvor sætte turbo den udvikling, som allerede er i gang. Nemlig at de bedste danske startups flytter ud af landet og skaber arbejdspladser der, hvor deres investorer er i stedet for i Danmark” siger Henriette Kinnunen.

 

Artikel er bragt i Børsen torsdag den 29. november.