Godkendt på DVCAs generalforsamlingen den 22. april 2004
Foreningens navn og hjemsted
§ 1 DVCA har hjemsted i Københavns Kommune. DVCAs adresse er
c/o IT-Brancheforeningen, Børsen 1217, København K.
Foreningens danske navn er: Dansk Venturekapital- og Private Equity Forening.
Foreningens internationale navn er: Danish Venture Capital and Private Equity Association
Der forkortes: DVCA.
Foreningens formål
§ 2 DVCA har til formål at fremme business angel’s, venturekapital- og private equity selskabernes interesser.
§ 3 DVCAs virke består primært i at repræsentere medlemmer med et fælles interessefelt inden for innovation, virksomhedsudvikling og kapital- fremskaffelse
at skabe en platform, hvor medlemmerne i fællesskab kan deltage i den offentlige debat som meningsdanner vedrørende innovation, virksomheds- udvikling og kapitalfremskaffelse
at skabe og vedligeholde kontakt med internationale søsterorganisationer
at skabe en platform, hvor medlemmerne kan mødes med henblik på networking og drøfte emner af fælles interesse
at informere om best practices
at informere om lokale og internationale events af interesse for business angels, venturekapital- og private equity selskaber.
DVCA er uafhængig af særinteresser, der ikke vedrører foreningens formål.
§ 4 DVCA tilstræber at øge kendskabet til mulighederne inden for innovation, virksomhedsudvikling og kapitalfremskaffelse i Danmark.
DVCA arbejder for at styrke rammebetingelserne inden for innovation, virksomhedsudvikling og kapitalfremskaffelse.
Foreningens virksomhed
§ 5 Foreningens virksomhed udøves gennem generalforsamlingen, den valgte bestyrelse, forretningsudvalget samt et nedsat sekretariat.
Medlemsskab
§ 6 Medlemskab af DVCA sker efter ansøgning til sekretariatet, som også træffer beslutning med hensyn til om optagelse kan finde sted, eventuelt efter samråd med bestyrelsen.
I DVCAs regi findes 3 typer af medlemskaber:
Business angels / Venturekapital- og Private Equity Selskaber / Associerede medlemmer.
Associeret medlem er en virksomhed, som via sit primære professionelle erhverv har nær tilknytning til foreningens virke.
Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat foreningskontingent.
Udmeldelse
§ 7 Såfremt et medlem ikke længere opfylder de i disse vedtægter nævnte betingelser for medlemskab, skal det pågældende medlem udtræde af foreningen.
Udmeldelse af foreningen sker ved skriftlig meddelelse til sekretariatet inden udgangen af juni måned med virkning fra kalenderårets udgang.
Udtrædende medlemmer taber indbetalt medlemskontingent og mister samtidig deres stemmeret.
Såfremt et medlem standser sine betalinger, træder i konkurs, indleder betalingsstandsning eller forhandling om offentlig eller privat akkord, eller beslutter sig til at likvidere, betragtes dette som opsigelse af medlemskabet.
Eksklusion
§ 8 Medlemmer, som gennem sit virke skader foreningen og dets interesser, eller som ikke betaler sit foreningskontingent, kan af bestyrelsen blive ekskluderet af foreningen.
Eksklusion af foreningen kan dog, såfremt den ekskluderede ønsker det, efterprøves af førstkommende generalforsamling, hvor eksklusionen skal stadfæstes med flertal af 2/3 af de fremmødtes stemmer.
Generalforsamlingen
§ 9 Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt i tiden 1.1. - 30.4.
Indkaldelse med angivelse af dagsorden og bestyrelsens forslag skal finde sted med 4 ugers varsel via DVCAs hjemmeside eller via elektronisk post (e-mail). Det påhviler i den forbindelse det enkelte medlem at sikre, at DVCA er i besiddelse af den til enhver tid gældende e-mail adresse.
Regnskabet skal 14 dage før generalforsamlingens afholdelse kunne forevises på DVCAs hjemmeside eller på forlangende.
Sager og forslag, som ønskes optaget på dagsordenen til behandling på generalforsamlingen, skal fremsendes med e-mail til DVCAs sekretariat senest 14 dage før generalforsamlingen.
DVCA skal via e-mail udsende indkomne forslag til foreningens medlemmer senest 7 dage før generalforsamlingen.
§ 10 Dagsorden for den ordinære generalforsamling omfatter behandling af følgende punkter.
Valg af dirigent.
Bestyrelsens beretning om DVCAs virksomhed.
Fremlæggelse og godkendelse af årsregnskab.
Valg af bestyrelsesmedlemmer der er på valg.
Valg af revisor.
Fastsættelse af kontingent.
Forslag fra medlemmerne.
Eventuelt.
§ 11 Generalforsamlingen er DVCAs højeste myndighed i alle anliggender.
§ 12 Adgang til og stemmeret på generalforsamlingen (ordinær såvel som ekstraordinær) har ethvert medlem.
§ 13 Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, når mindst ¼ af DVCAs stemmer er tilstede eller repræsenteret. Generalforsamlingen træffer beslutninger ved almindelig stemmeflerhed, medmindre andet følger af nærværende vedtægter.
Såfremt generalforsamlingen ikke er beslutningsdygtig eller en af de ovennævnte særlige beslutninger ikke træffes på grundlag af det fornødne antal stemmer skal bestyrelsen inden 20 dage indkalde til en ny generalforsamling.
En sådan generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af tilstedeværende repræsenterede medlemmer.
§ 14 Afstemninger skal finde sted skriftligt, såfremt blot et af de tilstedeværende medlemmer ønsker dette.
Der kan stemmes ved fuldmagt, dog således at fuldmagt kun kan gives til et andet medlem og således, at ethvert fremmødt medlem kun kan medbringe én fuldmagt.
Hvis der er lige mange stemmer for og imod et forslag til beslutning, er forslaget ikke vedtaget.
Ved valg af medlemmer til bestyrelsen i DVCA afgøres valget i tilfælde af stemmelighed ved lodtrækning.
Ved afstemning på generalforsamlingen har hvert medlem et antal stemmer svarende til det antal tusinde kroner, der betales i kontingent.
Ekstraordinær generalforsamling
§ 15 Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen, når denne finder anledning dertil, samt når ønske herom via e-mail fremsendes til bestyrelsen af mindst 3 bestyrelsesmedlemmer eller ¼ af det samlede antal stemmer.
Bestyrelse og forretningsudvalg
§ 16 DVCAs ledelse varetages af en bestyrelse bestående af indtil 15 medlemmer valgt på generalforsamlingen for 1 år af gangen. Bestyrelsen er fra foreningens andet leveår på valg hvert andet år.
Bestyrelsen udpeger formanden. Formanden kan højest vælges 2 gange, uanset om der imellem de 2 perioder har været andre valgte formænd for DVCA. Formanden kan dog vælges mere end 2 gange, såfremt særlige forhold måtte tilsige dette.
Valgbare er personer fra den overordnede ledelse i medlemsvirksomheden.
Såfremt et bestyrelsesmedlem ikke længere opfylder valgbarhedsbetingelsen, eller skifter til en anden overordnet ledelsesstilling i en anden medlemsvirksomhed, indkalder formanden til bestyrelsesmøde, hvorpå den øvrige bestyrelse med almindeligt flertal er berettiget til at træffe beslutning om bestyrelsesmedlemmets fortsatte virke i bestyrelsen.
Hvis det er formanden, der ikke længere opfylder valgbarhedsbetingelsen, eller skifter til en anden overordnet ledelsesstilling i en anden medlemsvirksomhed, skal indkaldelsen til bestyrelsesmødet dog ske så betids, at bestyrelsesmødet kan være afholdt senest 10 dage efter, at det har været offentliggjort, at formanden ikke længere opfylder valgbarhedsbetingelsen eller skifter til en anden overordnet ledelsesstilling i en anden medlemsvirksomhed.
Et bestyrelsesmedlem skal senest ved udgangen af det år, hvor vedkommende fylder 65 år, udtræde af bestyrelsen.
Bestyrelsen har ret til at tilknytte personer til bestyrelsesarbejdet. De tilknyttede personer har dog ikke nogen indflydelse på stemmeafgivningen i bestyrelsen.
Bestyrelsen kan af sin midte vælge et forretningsudvalg bestående af formanden og indtil 3 bestyrelsesmedlemmer. Det er forretningsudvalgets opgave, at løse bestyrelsens løbende opgaver, at forberede kommende bestyrelsesmøder herunder formulere foreningens holdning til aktuelle forhold og problemstillinger, der har betydning for foreningen og dets medlemmer.
§ 17 Bestyrelsen udpeger et sekretariat, der varetager foreningens løbende drift.
§ 18 Afgår et bestyrelsesmedlem i utide foretages suppleringsvalg først på førstkommende generalforsamling, medmindre bestyrelsen derved bliver på mindre end 3 medlemmer. I sådanne tilfælde er bestyrelsen berettiget til at supplere sig selv. Bestyrelsen konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsesmøde afholdes, når formanden finder det nødvendigt eller en 1/3 af bestyrelsesmedlemmerne kræver dette. Indkaldelse finder sted via e-mail med angivelse af dagsorden.
Over bestyrelsesmøderne føres beslutningsreferat, som underskrives af formanden og referenten. Bestyrelsen træffer beslutningen med simpel stemmeflerhed, men er kun beslutningsdygtig, når halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er til stede. Ved stemmelighed er formandens eller den fungerende formands stemme udslagsgivende. Der kan stemmes ved fuldmagt.
§ 19 DVCAs bestyrelse skal blandt foreningens medlemmer finde egnede kandidater til valg til bestyrelsen.
§ 20 DVCAs regnskabs- og kontingentår følger kalenderåret. Regnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af DVCAs revisor valgt på DVCAs generalforsamling.
Sekretariatet indkasserer DVCAs indtægter og betaler regninger i forbindelse med den almindelige og løbende drift af DVCA. Sekretariatet fører kassebog over samtlige indtægter og udgifter og udarbejder foreningens årsregnskab.
§ 21 Foreningen tegnes udadtil ved formandens og et bestyrelsesmedlems underskrift. Bestyrelsen kan delegere denne kompetence til sekretariats- ledelsen.
Der påhviler ikke DVCAs medlemmer nogen personlig hæftelse for de af DVCA påhvilende forpligtelser, ligesom intet medlem kan gøre krav gældende overfor DVCAs formue.
§ 22 Til ændring af nærværende vedtægter kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer.
Opløsning
§ 23 Til foreningens opløsning kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 majoritet blandt samtlige stemmer. Opnås denne majoritet ikke, er bestyrelsen berettiget til at indkalde en ny generalforsamling på hvilken opløsning kan vedtages med 2/3 majoritet blandt de fremmødte stemmer.
Såfremt en generalforsamling vedtager at opløse foreningen, ophører bestyrelsen med at fungere, og generalforsamlingen nedsætter da et udvalg til afvikling af alle løbende sager.
Ved DVCAs opløsning udbetales foreningens formue til et eller flere allerede stiftede legater, hvis formål er at støtte enkeltpersoners uddannelse i udlandet med henblik på at gavne innovation i Danmark. Såfremt et sådant legat ikke er stiftet, uddeles foreningens formue i overensstemmelse med generalforsamlingens beslutning.
Værneting
§ 24 Stridigheder om anvendelsen af denne vedtægt afgøres ved voldgift. Voldgiftsretten skal bestå af 2 voldgiftsmænd, hvoraf hver af stridens parter vælger 1 samt en af disse i fællesskab valgte opmand. Skulle voldgiftsmændene ikke kunne enes om valget af opmand, udpeges han af dommeren i den retskreds, hvori foreningen ligger. I øvrigt henvises til lov nr. 181 af 24. maj 1997.
Ikrafttræden
§ 25 Vedtægterne er vedtaget ved stifternes beslutning d. 10. marts 2000.
Vedtægterne er ændret senest på selskabets generalforsamling den 22.april 2004
Nyborg, den 22. april 2004.