Regeringsudspil kan frigøre mia. til dansk iværksætteri

Regeringsudspil kan frigøre mia. til dansk iværksætteri
Regeringen vil indføre et investorfradrag for iværksætteri, bedre vilkår for aktieløn og en aktiesparekonto. Sød musik for investorerne, som vil sætte nye milliarder i spil, hvis udspillet føres ud i livet.

Regeringen fremlægger i dag sit iværksætterudspil hos venturevirksomheden Trustpilot. Det er ingen tilfældighed. Udspillet indeholder nemlig en perlerække af initiativer, som investorerne har ønsket sig i årevis.

Investorfradrag styrker iværksætter-Danmark

Regeringen vil have flere danskere til at skyde penge i iværksættervirksomheder ved at give et skattefradrag til deres investorer. DVCA har i adskillige år arbejdet for investorfradraget med henvisning til lignende ordninger, som har haft enorm succes i Storbritannien.

“Storbritannien har dobbelt så mange højvækstiværksættere som os, og det skyldes bl.a. investorfradragene, som britiske iværksættere har nydt gavn af siden 1990’erne. Hvis vi fik tilsvarende ordninger, kunne vi føre dansk iværksætteri ind i en guldalder,” udtaler Jannick Nytoft, der er adm. direktør i DVCA  – brancheforeningen for venture- og kapitalfonde samt business angels.

Aktieløn reducerer flaskehalsproblemer

Allerede fredag kom det frem at regeringen vil forbedre reglerne for ansatte med medarbejderaktier. Nyheden i dagens udspil er, at der skal gælde særligt favorable vilkår for ansatte i iværksættervirksomheder. Den tilføjelse rammer “bulls eye” i forhold til at løse de store problemer, iværksætterne har med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.

“Små vækstvirksomheder kan ikke konkurrere på løn med store etablerede virksomheder, og derfor er iværksætterne særligt hårdt ramt af flaskehalsproblemer. 6 ud af 10 vækstvirksomheder har problemer med at rekruttere specialister, men med det nye udspil får de mulighed for at tiltrække flere ansatte med løftet om medejerskab i virksomheden,” udtaler Jannick Nytoft.

Aktiesparekonto og lavere aktieskat skaber glæde 

Også DVCA’s forslag om en aktiesparekonto indgår i udspillet, og samtidig hæves grænsen for, hvornår man skal betale den øverste aktieavancesats. Det glæder selvsagt DVCA.

“Aktiesparekontoen sænker skatten på aktiegevinster for helt almindelige danskere fra 27 pct. til ca. 17 pct., og det vil få titusinder af danskere til at investere mere i nynoteringer på børsen. Men når det er sagt, så er skatten på aktiegevinster stadig alt for høj i Danmark,” siger Jannick Nytoft.

Stadig plads til forbedringer

Afslutningsvist bemærker Jannick Nytoft, at der stadig er plads til forbedringer.

“Selvom vi taler om et af de mest ambitiøse iværksætterudspil i lang tid, så er der skønhedspletter, som bør tages hånd om. Hverken investorfradraget eller modellen for aktieløn er konkurrencedygtig med de britiske ordninger, og så savner vi stadig det endelige opgør med iværksætterskatten på udbytter,” slutter DVCA-direktøren.

Læs pressemeddelelsen i din browser

Kontaktinformation

For yderligere kommentarer kontakt Jannick Nytoft, adm. direktør i DVCA. Mobil 2711 2073, e-mail: jny@dvca.dk eller presseansvarlig Ruben Kidde, Mobil 5386 2808, e-mail: ruk@dvca.dk