Rapport fra komitéen for god selskabsledelse kapitalfonde

Rapport fra komitéen for god selskabsledelse  kapitalfonde

Siden 2008 har Aktive Ejere haft et sæt af retningslinjer for, hvordan kapitalfonde i Danmark bør udøve deres ejerskab ansvarligt og godt. I forlængelse af retningslinjerne udgiver foreningen en årlig rapport, hvor der gøres status på de omfattede kapitalfondes og porteføljeselskabers overholdelsesgrad. Rapporten udarbejdes af komitéen for god selskabsledelse i kapitalfonde, og denne udgøres aktuelt af revisionshuset Deloitte. Tallene for 2019/2020 er netop offentliggjort.

I lighed med sidste år er der 7 danske kapitalfonde, som er fuldt omfattede af retningslinjerne. Overordnet set er det komitéens konklusion, at de danske kapitalfonde lever op til Aktive Ejeres retningslinjer enten i form af ’comply’ eller ’explain’.

Der er 42 virksomheder, som er omfattet af retningslinjerne i 2019, hvilket er et mindre fald i forhold til sidste års rapportering. Selvom antallet af selskaber i analysen er faldet, er der fortsat en udskiftning af ca. 15-20 procent af selskaberne, og årets analyse viser i lighed med tidligere år, at det typisk tager lidt tid at få implementeret anbefalingerne fra retningslinjerne.

Årets undersøgelse viser, at den samlede efterlevelse af retningslinjerne er faldet fra 79 procent i 2018 til 75% i 2019, hvilket komitéen betragter som mindre tilfredsstillende. Den noterer dog også, at vi historisk har oplevet, at det tager 1-2 år før nye medlemmer har indarbejdet anbefalingerne fuldt ud i årsrapporterne og de årlige rutiner i bl.a. revisionsudvalgene. Det er således fortsat komitéens vurdering, at kapitalfondene og deres virksomheder generelt har et højt fokus på efterlevelse af Aktive Ejeres retningslinjer.