Retningslinjerne for “ansvarligt ejerskab og god selskabsledelse” og rapporten “Aktivt ejerskab og åbenhed i kapitalfonde” blev første gang offentliggjort i 2008. For at følge samfundsudviklingen har DVCA opdateret retningslinjerne følgende. Den senest opdaterede rapport blev udgivet i 2015. 

Denne, samt relevante publikationer, kan findes i DVCAs analyseunivers.

Baggrund

I takt med, at kapitalfonde har opnået en større rolle i erhvervslivet, øges også deres samfundsmæssige ansvar. Det stiller krav til åbenhed om fondene og deres aktiviteter i de virksomheder de ejer. Brancheforeningen DVCA har derfor fremsat et sæt retningslinjer for, hvordan fonde og deres virksomheder arbejder og rapporterer. Målet er at øge kendskabet til kapitalfondenes virke, og DVCA indbyder i den forbindelse alle interessenter til dialog.

Åbenhed en international tendens

Kravet om øget åbenhed er et internationalt fænomen. I verdens globale finanscentrum, London, er de såkaldte Walker Guidelines udarbejdet som de gældende engelske retningslinjer med betydning for kapitalfonde. I den internationale sammenhæng er Danmark en lille spiller, og det gør det vanskeligt at lave danske retningslinjer uden at skele til, hvad de store spillere gør. Kapitalmarkedet er internationalt, og det gælder også kapitalfondes aktiviteter. Derfor har vi i Danmark lagt os op ad Walker Guidelines.

Invitation til dialog

DVCA ønsker dialog med alle, der har en holdning til kapitalfonde- både kritikere og samarbejdspartnere. Derfor vil der blive informeret åbent om arbejdet, og alle relevante parter vil blive inviteret til at se på, hvad der kan gøres for at forbedre kommunikationen.

Kommissorium

Kommissorium for arbejdsgruppen vedrørende ”Retningslinjer for ansvarligt ejerskab og god ledelsesskik for kapitalfonde i Danmark”, 15. oktober 2007, kan findes her.