Kapitalfondenes 2025-plan skal sikre 230.000 job

Kapitalfondenes 2025-plan skal sikre 230.000 job
Kapitalfondenes 2025-plan skal sikre 230.000 job

Kapitalfonde har investeret 90 mia. kr. i danske virksomheder, og fondene spiller en større og større rolle i økonomien. I dag fremlægger kapitalfondenes brancheorganisation DVCA et vækstudspil forud for de politiske 2025-forhandlinger.
Danmark har i årene siden den økonomiske krise haft en af EU’s sløjeste vækstrater, og det koster dyrt for finansieringen af velfærdssamfundet. Havde vi haft en udvikling som i Sverige, ville vi som samfund have været 233 mia. kr. rigere.

Skal Danmark ud af vækstkrisen kræver det politisk handling og en ambitiøs politisk 2025-plan med reformer. I den forbindelse fremlægger kapitalfondenes brancheforening DVCA udspillet ”Investeringsland 2025” med ni konkrete forslag til at sætte gang i investeringerne, væksten og jobskabelsen.

Investeringer skaber job

Kapitalfondenes plan lægger op til at øge investeringerne i danske virksomheder markant, hvilket er en forudsætning for at der skabes 230.000 danske arbejdspladser frem mod 2025.

Ifølge Jannick Nytoft, administrerende direktør i DVCA, er der en stærk sammenhæng mellem viljen til at investere og evnen til at skabe vækst og arbejdspladser.

”Kapitalfonde beskæftiger godt 26.600 mennesker i Danmark og sidste år øgede fondene beskæftigelsen i deres virksomheder med 2,5%. Det er et godt stykke over fremgangen i den private sektor, og understreger at kapitalfonde ikke kun er gode til at investere – men også til at skabe arbejdspladser”,udtaler Jannick Nytoft.

 

Aktieskatten skal på svensk niveau

Jannick Nytoft mener, at regeringens økonomiske reformer bør omfatte en ambitiøs reform af erhvervsbeskatningen, som gør det mere attraktivt at investere i danske virksomheder. Ifølge ham er de høje danske aktieskatter en eklatant vækstdræber.

”Ved at lempe aktieskatterne kan vi gøre Danmark til et land, hvor investeringerne flyder langt mere frit ud til virksomhederne. Aktieskatten i Danmark er 42% – mod kun 25% i Sverige – og der er ingen tvivl om, at det svækker virksomhedernes konkurrenceevne”, fortæller Jannick Nytoft.

 

Retssikkerheden skal styrkes

Selvom de fleste eksperter og politikere er enige om, at skatteniveauet er afgørende for konkurrenceevnen, kommer fondene også med forslag på andre og mere ”bløde” konkurrenceparametre. Det handler om at styrke retssikkerheden i forhold til SKAT, så investorer f.eks. ikke rammes af lovgivning med tilbagevirkende kraft.

”Danmark er desværre kendt for ustabile rammevilkår på skatteområdet, og det trækker ned for store internationale spillere, når de beslutter sig for hvor de skal placere deres næste investering. Det er vigtigt at investorerne føler sig mere trygge, end de gør i dag”, runder Jannick Nytoft af.

 

Du kan læse den fulde udgave af Investeringsland 2025 her

 

Fakta om kapitalfonde

Kapitalfonde i Danmark administrerer 90 mia. kr. fra primært pensionskasser, forsikringsselskaber og banker. Mere end halvdelen af pengene er tiltrukket fra udlandet.
Kapitalfonde ejer omkring 250 danske virksomheder og beskæftiger over 26.600 mennesker indenfor forskellige brancher – eksempelvis industri, handel og byggeri.
Kapitalfonde købte i 2015 virksomheder for 36,5 mia. kr. og det er det højeste beløb siden finanskrisen indtraf.
Kapitalfondenes porteføljevirksomheder havde i 2015 en organisk vækst på 9,6% – mod 2,2 % i det øvrige private erhvervsliv.
Kapitalfondsejede virksomheder bidrog til samfundet med knap 8.5 mia. kr. i skatter og afgifter i 2015.
Kapitalfondenes ni vækstforslag:

Vi skal have en erhvervsbeskatningsreform med globalt udsyn
Kapitalbeskatningen skal gøres konkurrencedygtig
Selskabsskatten skal sænkes
Alle virksomheder skal have ordentlige fradragsmuligheder
Iværksætterskatten på udbytter skal afskaffes helt
Vi skal værne om de bindende svar
Investorskatten skal afskaffes
Danskerne skal have adgang til iværksætterfonde
Danskerne skal have adgang til en aktiesparekonto

Kontaktinformation:

For yderligere kommentarer kontakt Jannick Nytoft, adm. direktør DVCA, tlf. 27 11 20 73, eller Ruben Kidde, chefkonsulent og presseansvarlig DVCA, tlf. 53 86 28 08.