Iværksætterpanel har lyttet til investorernes anbefalinger

Iværksætterpanel har lyttet til investorernes anbefalinger

DVCA, der er talerør for danske investorer, roser iværksætterpanelet, som netop har fremlagt 20 anbefalinger. 8 ud af 20 forslag har haft DVCA som fødselshjælper.

Danmark klarer sig ikke godt nok inden for iværksætteri sammenlignet med andre europæiske lande og adgangen til risikovillig kapital er markant dårligere end i fx Sverige. Det er nogle af budskaberne fra regeringens iværksætterpanel, som netop har fremlagt 20 konkrete forslag.

8 ud af de 20 forslag er bl.a. groet i DVCA’s baghave. Adm. direktør Jannick Nytoft fremhæver følgende initiativer, som særligt vil få business angels og venturefonde til at investere mere i iværksætteri.

 

Aktieskat skal ned på nordisk niveau

Iværksætterpanelet foreslår at bringe aktieskatten på niveau med de andre nordiske lande. Lavere aktieskat er alfa og omega, hvis iværksætteriet skal blomstre i Danmark, mener Jannick Nytoft:

“Den marginale danske sats for aktieindkomst er den højeste i Europa, og det er en stor del af forklaringen på, hvorfor fx svenskerne er stukket fra os i vækstkapløbet,” udtaler Jannick Nytoft og fortsætter:

“Med en ambitiøs ny aktiesparekonto og en generelt lavere aktieskat kan vi bane vejen for en ny aktiekultur i Danmark, som vil gøre det lettere for små virksomheder at tiltrække kapital. Nu venter vi bare på, at Christiansborg-politikerne træder i karakter”.

 

Investorfradrag og aktieløn vigtigt for iværksætter-Danmark

To andre vigtige DVCA-forslag, som iværksætterpanelet har taget til sig, er for det første et stort investorfradrag for investeringer i iværksætteri og for det andet bedre vilkår for aktieløn.

“Et investorfradrag på 50%, som iværksætterpanelet skitserer, er langt mere potent, end det, der blev lagt frem i regeringens vækstudspil tidligere på måneden. Det bør det også være. For vi indhenter aldrig Sverige og Storbritannien, hvis ikke vores investorfradrag er mindst ligeså ambitiøst som deres”, udtaler Jannick Nytoft.

DVCA-direktøren glæder sig desuden over, at DVCA’s forslag om bedre rammevilkår for aktieløn til ansatte i iværksættervirksomheder, indgår som en central del af panelets anbefalinger.

 

Væk med den sidste rest af iværksætterskatten på udbytter

DVCA spillede en afgørende rolle, da den forrige SR-regering afskaffede den udskældte iværksætterskat. Nu lægger iværksætterpanelet op til også at afskaffe selskabsskatten på udbytte fra unoterede aktier, hvilket kan siges at være den allersidste rest af iværksætterskatten.

“Selskabsskatten på udbytte i iværksættervirksomheder rammer vilkårligt, og betyder at iværksættere med små ejerandele rammes af en ekstraskat på 15,4%, som deres kollegaer med større ejerandele ikke rammes af. Det er meget positivt at panelet, ligesom DVCA, anbefaler en afskaffelse”, mener Jannick Nytoft.

 

Fakta: Her er de 8 DVCA-forslag, som iværksætterpanelet har taget til sig

A1: Indfør investorfradrag i den personlige indkomst for investeringer i unoterede aktier – direkte og indirekte igennem fonde – for op til 1,5 mio. kr. pr. år

A2: Indfør aktieindkomstskat på niveau med resten af Norden

A3: Indfør aktiesparekonto i stil med den “svenske model”

A5: Forøg skattekreditten for udgifter til forskning og udvikling, og giv fuldt fradrag for fremførte, skattemæssige underskud

A6: Afskaf selskabsskat på udbytte fra unoterede aktier (rest af iværksætterskat)

A8: Vækstfonden skal have likviditetsfacilitet (herunder syndikeringslån)

B1: Beskat medarbejderaktier i små selskaber som aktieindkomst og altid først ved realisering af gevinst

B5: Lemp adgang til forskerordningen

 

Dokumentation:

DVCA repræsenterer danske business angels, venturefonde samt kapitalfonde, og du kan læse medlemmernes holdningskataloger med konkrete forslag til bedre rammevilkår for iværksætteri og entreprenørskab på DVCA’s hjemmeside: http://dvca.dk/analyseunivers/

 

Jannick Nytoft, adm. dir., DVCA

Kontaktinformation

For yderligere kommentarer kontakt Jannick Nytoft, adm. direktør i DVCA. Mobil 2711 2073, e-mail: jny@dvca.dk eller presseansvarlig Ruben Kidde, Mobil 5386 2808, e-mail: ruk@dvca.dk