Børsen: Loft på aktiesparekonto kan bremse ny aktiekultur

Børsen: Loft på aktiesparekonto kan bremse ny aktiekultur

Loft på aktiesparekonto kan bremse ny aktiekultur

Debatindlæg af Jannick Nytoft, adm. direktør i DVCA

Aktieløn kan øge produktiviteten og reducere flaskehalse i danske startups

Jannick Nytoft advarer imod en skabet dansk aktiesparekonto 

Sidste uges politiske nyhed var, at aktiesparekontoen risikerer at blive rundbarberet fra 500.000 til 50.000 kr. – og dermed udhules effekten af forslaget.

Der står p.t. knap 200 mia. svenske kroner på svenske aktiesparekonti, og over 80 pct. af kapitalen er samlet på konti med indeståender på over 50.000 svenske kroner ifølge tal fra banken Avanza.

Indfører man i Danmark et loft på kun 50.000 kr., afskærer man de danske vækst-iværksættere fra størsteparten af det potentiale. Regeringens model for en aktiesparekonto har i forvejen en beskatning, der er tre gange så høj som den svenske.

En dansker, der f.eks. investerer 500.000 kr. med et standardafkast på 7 pct., vil med regeringens model opnå en lettelse på 3200 kr. på et år sammenlignet med de nuværende regler. Sænkes loftet til kun 50.000 kr., bliver gevinsten i samme scenarie kun 320 kr.

Det er selvsagt ikke incitament nok til at skabe en ny og bred dansk aktiekultur med flere børsnoteringer, og iværksætterne risikerer derfor at få en lang næse.

Formålet er at skabe vækst

Formålet med en dansk aktiesparekonto er at skabe en langt mere levende dansk aktiekultur, skabe vækst og arbejdspladser, ligesom vi kender fra broderlandet Sverige, hvor der er oprettet 1,8 millioner aktiesparekonti, siden ordningen blev indført i 2012.

Danmark er kun nr. 26 ud af 34 OECD-lande, hvad angår iværksætteres adgang til kapital – ikke mindst fordi danskernes private formuer er bundet op i store pensionskasser.

Det problem retter vi ikke op på med en begrænset aktiesparekonto og uden at sænke beskatningen på aktieavance generelt.

 

Debatindlægget er bragt i Børsen den 23. oktober 2017. Du kan læse det her (kræver login).