Børsen: Debat om en dansk aktiesparekonto

Børsen: Debat om en dansk aktiesparekonto

Indlæg bragt i Børsen den 4. maj 2017.

Rangvid vil formynderisk aktiesparekonto

 Af Ole Steen Andersen, Formand DVCA, Jannick Nytoft, direktør, DVCA. 

Det er meget positivt, at Jesper Rangvid også er fortaler for en aktiesparekonto. Desværre gjorde han sig forleden i Børsen til talsmand for en formynderisk udgave af aktiesparekontoen, fordi han mener risikoen er for høj for danske aktionærer i små selskaber. Konkursrisikoen er ellers kun 1 % på den danske børs (1.4 % for small cap). Rangvid starter ellers rigtig godt. Ligesom DVCA har Rangvid erkendt, at der er store mængder af frie midler i danskernes pengepung – men at de kun i begrænset omfang finder vej til aktiemarkedet.  Rangvid har også ret i, at årsagen er en høj og alt for kompliceret aktiebeskatning. Men derefter hører enigheden op.

Rangvid foreslår, at en aktiesparekonto maksimalt må have 5-10 % af kapitalen i en aktie. Det er helt forkert. Danskerne skal selv have lov til at vælge aktier og tage en risiko. Ligesom en aktiesparekonto ikke skal drukne i bureaukratisk formynderi. Et af hovedargumenterne for en aktiesparekonto er, at det skal være enkelt og overskueligt at investere i aktier.

Vi ønsker i DVCA ideelt set en aktiesparekonto – som man har i Sverige – med investeringer i både small, mid-og large cap. Til gavn for dansk vækst og aktiekultur. Vi kan blot se, at børsintroduktionerne og likviditeten er begrænset i small- og mid cap-segmenterne, men fungerer godt i large cap.  Derfor skal aktiesparekontoen målrettes small- og midcap-segmentet, hvor danskerne selv skal tage en risiko – præcist som de gør i dag.

Debatindlægget kan også læses her på Børsens hjemmeside (kræver login)