Børsen: Aktiesparekonto skal komme små virksomheder til gode

Børsen: Aktiesparekonto skal komme små virksomheder til gode

Aktiesparekonto skal komme små virksomheder til gode

Debatindlæg bragt i Børsen den 18. april 2017 – Af Ole Steen Andersen, bestyrelsesformand, DVCA, og Jannick Nytoft, adm. direktør, DVCA

Danmark har brug for en aktiesparekonto, som kanaliserer kapital fra private aktionærer til mindre virksomheder. Kontoen skal lette bureaukratiet, puste liv i aktiekulturen og rette op på den markedsfejl, som p.t. udsulter små virksomheder for vækstkapital på børsen. Hvis danske small- og midcap-aktier blev omsat i samme omfang som largecap-aktier, ville der opstå en ekstra handel på 28 mia. kr.

Følg med resten af Skandinavien

Den norske regering foreslog forleden at indføre en aktiesparekonto. Inspirationen kommer fra den meget roste ISK-ordning i Sverige, hvor der på fem år er oprettet op imod to millioner konti og med et gennemsnitligt indestående på ca. 75.000 danske kr. Danske aktiesparere og erhvervsliv venter utålmodigt på et tilsvarende initiativ.

Med den aktiesparekonto, DVCA, brancheforeningen for venture- og kapitalfonde samt business angels, lægger op til, får aktionærerne mulighed for at betale aktieskat løbende af deres samlede aktieportefølje til en fast og forudsigelig skattesats – beregnet som 27 pct. af forrentningen af aktieværdien af aktiesparekontoen, der her er sat til renten af en tiårig statsobligation Fordelen er, at aktiesparerne hermed i aktiesparekontoen får en en enkel lagerbeskatning af deres aktieopsparing uden at skulle bekymre sig om at holde øje med tab og gevinster for køb og salg af aktier. Kontoen er et frivilligt supplement til de eksisterende regler, hvor realiserede gevinster og udbytter på enkeltstående aktier beskattes, medens realiserede tab kan fratrækkes.

Markedet virker kun for de store

Skatten i aktiesparekontoen bør være den lave aktiebeskatningssats på 27 pct., hvis danske aktiesparere skal behandles ligeværdigt med aktiesparere i Norge og Sverige, hvor skatten blot er 24-30 pct.

Vores børsmarked fungerer for de store, f.eks. folkeaktier som Vestas og Novo Nordisk. Men markedet duer ikke som kilde til kapital for virksomhederne udenfor C20. Derfor mener DVCA, at aktiesparekontoen skal målrettes til kun at gælde small- og midcap-aktier. Den danske markedsfejl med manglende børskapital til små og mellemstore virksomheder bremser væksten. Dels fordi virksomheder, alt andet lige, øger aktiviteten på de markeder, hvor de er noteret.Dels fordi manglen på et hjemligt børsmarked, hvor man kan hente vækstkapital, ansporer nogle iværksættere til at sælge deres virksomhed, før de ellers ville have gjort, ofte til udlandet.

DVCA’s optælling viser, at 196 virksomheder blev børsnoteret på Nasdaq i Stockholm fra 2014-2016. Heraf foregik de 149 af noteringerne i segmentet af små og mellemstore virksomheder.I samme periode blev ti virksomheder noteret på Nasdaq i København, hvoraf kun tre var små og mellemstore virksomheder. Det er en skam.

Aktiesparerne kan redde væksten

En aktiesparekonto, som beskrevet ovenfor, kan rette op på den danske markedsfejl. En fejl, som er blevet forstærket af, at langt hovedparten af danskernes opsparing er placeret i fast ejendom og/eller i arbejdsmarkedets pensionskasser, hvor sidstnævnte nu er blevet så store, at de kun kan få økonomi i at investere i store etablerede C20-selskaber.

En aktiesparekonto løser en stor del af problemet ved at frigøre midler til små og mellemstore virksomheder fra småsparere. Tal fra Nationalbanken viste i fjor, at 500 mia. kr. står uberørte hen på private konti. Kan en aktiesparekonto sætte blot et par procent af de penge i spil for virksomhederne, skaber vi vækst og tusindvis af nye job hele Danmark. Samtidig med at færre penge trækker nulrente i banken.

Ole Steen Andersen, bestyrelsesformand, DVCA

Jannick Nytoft, Adm. direktør, DVCA