Berlingske: Kapitalfonde er en vigtig del af erhvervslivets økosystem

Berlingske: Kapitalfonde er en vigtig del af erhvervslivets økosystem

Kapitalfonde er en vigtig del af erhvervslivets økosystem

af Henriette Kinnunen og Ole Steen Andersen, direktør og formand for DVCA, Brancheforeningen for venture- og kapitalfonde

Jeg er ikke populær, for jeg kan ikke lide kapitalfonde. Jeg synes, de er det værste skidt i samfundet.« Sådan lød det kritisk fra Vestas’ formand, Bert Nordberg, i et interview som blev bragt i Berlingske mandag.

Det er en kritik, som vi ikke deler og faktisk heller ikke forstår hos DVCA.

At kapitalfondsejerskab kan vække mange følelser, er velkendt og et livsvilkår for en branche som vores. Derfor har vi igennem nu ti år analyseret branchens nøgletal og skabt åbenhed herom ved at offentliggøre dem i en årlig rapport.

Branchen har derudover udviklet og implementeret etiske retningslinjer, som er underlagt ekstern revisionskontrol.

Faktum er, at kapitalfonde igennem de seneste årtier har udviklet sig fra at være små ukendte investorer til at udgøre en central del af erhvervslivets økosystem med ejerskab i langt over 200 danske virksomheder. Alligevel er ejerskabsformen stadig fremmed for mange, hvilket giver næring til myterne. Især karikaturen af griske fonde, som kun tænker på kortsigtet profit, hænger ved, hvormed man overser, at kapitalfondene ikke kun bidrager med kapital i de virksomheder, hvori de investerer.

De tilfører også viden og kompetencer, hvormed de bidrager med reel værdiskabelse i de virksomheder, som de ejer.

Bert Nordbergs kritik har hverken støtte i tal eller statistik. Og på CBS kan professor Morten Sørensen heller ikke genkende det generelt kritiske billede af kapitalfonde. Han udtaler tværtimod:

»Den generelle konklusion er, at man ikke har fundet en negativ effekt af kapitalfondsejerskab, tværtimod tyder det på, at der er en positiv effekt. Der kan selvfølgelig være enkelte undtagelser, men når man ser på de brede tendenser, kan jeg ikke genkende kritikken af kapitalfondene«.

Kapitalfondsejerskab er én ejerskabsform blandt flere, som alle har deres berettigelse. Det har f.eks. ofte vist sig som rette medicin for en virksomhed, der skal ekspandere til nye markeder, modnes til en børsintroduktion eller gennemgå en turnaround for ikke at dreje nøglen om.

For kapitalfondene handler det ikke bare om at købe lavt eller om at sælge dyrt, men derimod om at skabe langsigtet værdi.

Kun på den måde skaber man en bæredygtig model, som det giver værdi for danske pensionskasser at investere i.

 

Debatindlægget blev bragt i Berlingske den 10. april 2018. Du kan se det her